Han kunne ikke udelukke, at han på et eller andet tidspunkt havde været sammen med afdøde, men personligt havde han ikke kendt ham.
Han forklarede endvidere, at han den 31. august havde været i København, hvor han i Højesteret overværede proceduren i sin sag, men han rejste samme aften. Hans forsvarer skulle have ordet dagen efter, men her kunne dommen også ventes, så for at undgå at blive sat fast efter dommens afsigelse rejste han til Jyderup, hvor han bestilte et værelse på hotel Skarridsø.
Han forklarede, at han ville sælge sit hus, som var blevet for stort for hans hustru at sidde alene i, mens han afsonede den nye straf. Derfor ville han købet et hus ved Jyderup, fordi han var kommet til at holde af egnen, da han arbejdede på mejeriet. Han kunne dog ikke huske, om han havde talt med hustruen om planerne, men han troede det nok. Til det svarede hans hustru senere benægtende. Hun var ikke informeret om huskøb i Jyderup.
På hotellet havde Christensen kaldt sig Chr. Jensen, da han ikke ønskede, at folk i Jyderup skulle vide, at hans kone var gift med en straffet, hvis det endte med, hun skulle flytte hertil.
Den 9. maj 1933 var Niels Chr. Christensen til påvisning i Jyderup. På vej hjem fra skolen så den 12 årige Ella Dyveke Madsen ham ud for bager Emil Nielsens butik på Holbækvej: "Han sad i politibilen på bagsædet. Jeg kunne kende ham på det røde hår og skæg. Da jeg cyklede forbi bilen, syntes jeg, han skulede ondt på mig. Jeg blev bange og skyndte mig hjem til min mor og fortalte, at jeg havde set morderen!"
Niels Christensen have til lejligheden selskab af de to kriminalbetjente Havelykke og Bruhn samt overbetjent Andersen. I bagerforretningen gav konfrontationen intet resultat, for ingen af de ansatte erindrede at have set Niels Chr. Christensen i dagene omkring 31. august året før.
Til gengæld fortalte rentier Christian Jensen på Jernbanevej, at han var kommet i tale med en mand med jysk accent 1. september sidst på eftermiddagen.
Jensen havde stået i sin have, da manden kom forbi, standsede, så på huset og spurgte om det var til salg. Manden præsenterede sig som Christian Jensen. Rentieren hæftede sig ved, at de dette navn. Derefter fik de en længere snak om huset, indtil manden sagde: "Ja, jeg har ikke mere tid i dag. Jeg skal over til toget og tage mod nogen, men jeg kommer igen i morgen" Så gik han, men kom aldrig tilbage. Chr. Jensen mente dog, at han havde set manden, som han identificerede som Allerupdrengen, luske rundt i Sølystskoven om aftenen.
Ikke kun Chr. Jensen men også flere andre Jyderup borgere blev ført som vidner, da sagen kom for Østre Landsrets Nævningeting i Holbæk i august måned.
Gennem deres vidneudsagn - samt enkelte indhentet vidneafhøringer i Aalborg - tegnede der sig et uhyggeligt billede af hændelsesforløbet og af en psykopat, som ikke gik af vejen for mord, hvis han troede, der var penge at hente.
Husholdersken, frk. Rasmussen, forklarede, at Asmus Thomsen den 15. juli havde vist hende et brev underskrevet Chr. Jensen. Han havde fået det som svar på en billet, han havde indlagt på en annonce, hvori han fik tilbudt en plads. Han skulle møde denne Jensen dagen efter på et hotel i Aalborg. En uges tid efter fortalte han hende, at han havde været i Aalborg og havde fået pladsen på en gård ved Svebølle på Sjælland.
En handelsmand forklarede, at afdøde, som han kendte godt, en dag den foregående sommer havde fortalt ham, at han skulle møde en mand på hotel Kronprinsen for at tale om en bestyrerplads, han havde søgt. På Kronprinsen havde handelsmanden efterfølgende set Thomsen sidde ved et bord i samtale med en høj, kraftig mand med rødt overskæg, og senere på aftenen havde han igen truffet afdøde, som da fortalte, at han havde fået pladsen på Sjælland. Konfronteret med arrestanten genkendte vidnet den mand, Thomsen havde talt med. Niels Chr. Christensen benægtede, at han havde mødtes med nogen på Kronprinsen for at afslutte et fæstemål. Det blev dog modsagt af endnu et vidne, som forklarede, at han også havde lagt billet ind på annoncen og efterfølgende havde haft en samtale med Niels Chr. Christensen, som han identificerede som arrestanten. Ved nærmere eftertanke havde han fundet det mærkeligt og var blevet mistænksom over, at Niels Chr. Christensen flere gange havde spurgt, om han var velhavende, og om han havde mange kontante penge.
Om Asmus Thomsen udtalte flere vidner, at selvom han intet ejede, var han altid pænt klædt.
Han gav gerne indtryk af at være velbeslået og kunne også til tider være ret pralende. Flere vidner forklarede at Asmus Thomsen umuligt kunne have været ukendt for Niels Chr. Christensen, da de havde boet ganske tæt ved hinanden en lang tid. Omkring den 23. august havde han fået et brev poststemplet i Aalborg. Heri stod, at han skulle rejse med eksprestoget fra Aalborg den 1. september og så med færge og tog over Kalundborg til Jyderup, hvor brevskriveren, Niels Chr. Christensen, ville møde ham ved toget fra færgen kl. 17.00
Han rejste så fra Dronninglund 31. august. Med sig havde han en stor papæske, men hvor mange penge han havde med sig vidste hun ikke. (fru Rasmussen)
Niels Chr. Christensen ankom som nævnt til Jyderup den 31. august om aftenen, hvor han indlogerede sig på hotel Skarridsø. Hotelforpagter Knud Schmidt var ved vidneafhøringen sikker på, at det var samme mand, som kl. 22.30 havde indskrevet sig i hotelbogen som Chr. Jensen. Dette blev underbygget af overtjener Høpfner, som havde vist Christensen op på værelset.
Inden han gik til ro var Christensen - som mente han var ankommet tidligere til Jyderup - gået en tur ned til Skarridsø og besøgt mælkehandler Hans Hansen på Holbækvej, som han kendte fra sin tid på Englevaad mejeri. Her havde han fortalt, at han næste formiddag skulle ud og se på huse.
Dagen efter havde mælkehandleren da også truffet Christensen ved Drisåtskoven sammen med restauratør Hans Rasmussen fra Det Hvide Hus og har erfaret, at de var ude for at se på et hus. Dette blev understøttet af vidneudsagn fra mælkehandler Th. Oscar Jørgensen, som fortalte, at en mand, som lignede anklagede, en formiddag i efteråret ved 10- tiden havde henvendt sig til ham for at få anvist en ejendomsmægler. Jørgensen havde henvist ham til Hans Rasmussen. Denne kunne bevidne, at han derefter havde fremvist margarineforhandler Chr. Christiansens hus i Drivsåtskoven for en mand med udseende som Christensens.
Omkring frokosttid den 1. september opsøgte Christensen derefter mælkehandler Hans Hansens kone, Rasmine, som han fortalte, at han var træt efter at have set på huse. Derfor bad han om at måtte hvile sig på sofaen, hvilket han fik lov til. Selv mente han, at han hvilede sig her til omkring kl. 18.00. Da han regnede med at komme igen, havde han uden at sige farvel til fru Hansen uset forladt huset og begivet sig mod kirkebyen. Han nægtede at have talt med rentier Jensen på det tidspunkt, men mente, at samtalen havde fundet sted om formiddagen. På tilbagevejen fra kirkebyen havde han været inde i bagerbutikken, ligesom han havde været indenfor i telefoncentralen for at telefonere til en mand i Holbæk. Endelig havde han besøgt barber Quaade på stationsvej, fordi han var kommet i tanke om, at en cigarhandler i Jyderup med samme navn vist nok var ejendomskommissær. Da han fik at vide, at det var barberens bror, men at denne var død, gik han tilbage til Det Hvide Hus.
Her kunne husbestyrerinde Herta Camilla Jensen, huske, at en mand ved navn Chr. Jensen kl. 20.30 var kommet ind for at træffe Hans Rasmussen, som han iflg. eget udsagn havde talt med om formiddagen. Hun fortalte også, at han fik et værelse, som han forlod næste morgen kl. 8.30.
Savværksarbejder Otto Andreas Andersen befandt sig også i Det Hvide Hus den 1. september, fordi Jyderup Skakklub netop den aften startede sin sæson her. Mens han spillede et parti skal med urmager Carl Emil Christensen kom der på et tidspunkt mellem 20.30 og 21.00 en stor, rødløden mand ind for at bestille et værelse. Begge mente, at kunne kende arrestanten, der også bemærkede, at han kunne huske, at der sad to mænd og spillede skak i restaurationen. Ud over sidstnævnte vidneforklaringer, var der imidlertid ingen vidner, der kunne bekræfte Christensens udlægning af sin færden mellem 17.00, hvor Asmus Thomsen ankom med toget fra Kalundborg og 20.30, hvor Christensen indlogerede sig på Det Hvide Hus. Tværtimod blev den modsagt af rentier Jensens udsagn, samt af det vidne, der måske fik størst betydning for klarlægningen af hændelsesforløbet, fisker Langemark fra villakvarteret.
Han forklarede, at engang sidst i august eller i begyndelsen af september var, to personer kommet ind til ham ved 17.30 tiden for at leje en robåd. Den ene var en høj kraftig mand med rødt overskæg. Den anden var mindre og havde så vidt han huskede, en stor pakke under armen. Sidstnævnte betalte for lejen idet han sagde, at han kom ikke tilbage. Derefter roede de ud på søen, formodentlig fulgt af Langemarks standardbemærkninger, når han udlejede en robåd "Pas på gavlerne, ik' de falder i dybet! " - dvs. åregaflerne!
Nogen tid efter - hvor længe kunne Langemark ikke sige - kom den største af dem tilbage og bad om at måtte låne en spade, da han ville grave orm i skoven. Han fik at vide, at man ikke måtte grave i skoven, men at han kunne grave orm i Langemarks have. Det ville han imidlertid ikke. De skulle graves op i skoven.
Den høje, kraftige mand fik spaden og roede over Skarridsø og gik i land ved en bådebro på den anden bred. Herfra kunne Langemark se, at han gik ind i skoven. Den anden mand var ikke at se. En tid efter kom den kraftige mand igen alene tilbage og afleverede båd og spade.
Langemark bemærkede, at ingen af mændene havde haft fiskeredskaber med, og at der dagen efter hverken var fiskeskæl, orm eller andet, som tydede på, at båden havde været benyttet ved fiskeri.
Efterfølgende identificerede Langemark den anklagede, som den mand der vendte tilbage med båden.
Rentier Christian Jensen kom også i vidneskranken, hvor han gentog sin forklaring om mødet med Christensen den 1. september ved 17- tiden. Men han fortalt nu også, at han om aftenen, da han gik tur i Sølystskoven ved mørkets frembrud, havde set tiltalte løbe mellem granerne med en spade og senere på vej over søen i en robåd.
Til det havde statsadvokat Moltke, der var anklager i sagen, denne kommentar: "De har ikke før været sikker på, at der var ham med spaden og båden"
Men Jensen var helt sikker, for han havde efterfølgende gået turen flere gange for at genkalde sig, hvad han havde set.
Christensen nægtede imidlertid, at han nogensinde havde lejet en robåd ved Skarridsø.
"Jeg var ikke i skoven den dag, og jeg ror aldrig" var hans kontante svar.
På spørgsmål om, hvor mange sæt tøj, han ejede, var svaret tre. Det ene af dem - det sorte - havde han haft på i Jyderup.
Flere af vidnerne havde forklaret, at han havde blåt tøj på. I det blå jakkesæt havde politiet fundet en hotelregning fra Jyderup, men til det var Christensens kommentar, at så måtte en i hans familie have flyttet den fra det ene jakkesæt til det andet.
Samtidig var der fundet grannåle i det blå sæt, men det mente han ikke var mærkværdigt, for det hændte ofte, at han om søndagen lå på jorden i en lille granplantage i nærheden af sit hus og så på færdselen på vejen, og for øvrigt brugte han grannåle til at strø i svinestalden.
Fra kredslæge Møller, Kalundborg, forelå en erklæring, der konkluderede, at arrestanten fra fødslen var en degenerativt belastet psykopat med svær moralsk brist, og at han var svagt begavet, men ikke kunne betegnes som åndssvag. Intet tydede på, at han var eller havde været sindssyg på det tidspunkt, hvor forbrydelsen, han var sigtet for, blev begået. Han måtte dog betegnes som en person, der var meget farlig for den offentlige sikkerhed, men samtidig upåvirkelig af staf. Erklæringen sluttede med, at psykopatfængsel ikke kunne anses for tilrådeligt, men derimod internering i særlig forvaringsanstalt.
Retslægerådet udtalte ligeledes, at Christensen hverken var sindssyg eller åndssvag, og rådet mente, det var forsvarligt at anbringe ham i en af de i Straffelovens § 65 nævnte sikkerhedsforvaringsanstalter.
Den 18. august 1933 sluttede bevisførelsen og dommeren gjorde Niels Chr. Christensen bekendt med, at hvis han havde noget at tilføje, skulle det være nu. Da det ikke var tilfældet blev retsmødet hævet kl. 17.30
Næste formiddag kl. 9.30 trådte nævningetinget igen sammen. Her fik statsadvokat Moltke først ordet, og efter en tale, der varede 1½ time og minutiøst gennemgik sagens bevismateriale, sluttede han med at opfordre nævningene til at kende Christensen skyldig i rovmord: "thi han har begået et mord, og han har plyndret sit offer, og derfor skal han straffes!"
Derefter havde den beskikkede forsvarer, overretssagfører Wiuff, ordet. Her forsøgte han at så tvivl om flere af vidneudsagnenes troværdighed, bl.a. rentier Chr. Jensen, der pludselig huskede at have set en person, som han mente var Christensen, løbe af sted mellem granerne med en spade i hånden. Ligeledes påpegede han: "At tiltalte i Jyderup straks opsøgte gamle bekendte og næste dag fik rundt i byen og så på ejendomme tyder ikke på, at han havde planlagt at begå drab. Så havde han vel søgt at holde sig skjult"
Wiuff sluttede sin forsvarstale således: "Der er meget, der taler for, at Niels Chr. Christensen er skyldig, men for at en nævningedomstol kan sige ja, må tiltaltes skyld foreligge helt bevist, og det gør den ikke. Bliver der tale om, at tiltalte kendes skyldig, må jeg i hvert fald hævde, at det er drab og ikke overlagt mord, der foreligger, og jeg henstiller i så tilfælde, at tiltalen kommer under § 17 - en person, der ikke har tilstrækkeligt herredømme over sine følelser og bør tages i forvaring - på ny at indsætte ham til straf, ville være ganske urimelig, efter han har fået betegnelsen upåvirkelig for straf"
Efter anklageren derefter havde haft ordet for at replicere og imødegå forsvareren på de enkelte punkter fik tiltalte afslutningsvis ordet: "Jeg har aldrig set Thomsen eller gjort ham noget". Så må nævningene om resten.
Efter en frokostpause trådte nævningetinget igen sammen kl. 14.00. Her fik nævningene sig en overraskelse, idet retsformanden, dommer Hoff, via politimesteren i Holbæk netop havde fået en kuvert stemplet "rutebilbrev" og hvorpå der med blokbogstaver var skrevet: Til politimesteren i Holbæk. Kuverten var desuden stemplet "Aalborg" og indeholdt en lap papir, hvor der med blikbogstaver stod: Døm ikke Christensen. Jeg er den skyldige. Samvittigheden nager mig. Den skyldige.
Dommeren konstaterede, at det ikke var usædvanligt med anonyme tilståelser i sager som foreliggende, og at det kunne være en ven, der havde sendt den. Forsvareren spurgte derefter tiltalte, om han kendte skriften, hvortil Christensen svarede: "Nej, mine brødre sidder jo i fængsel, så dem er det ikke"
Derefter udtalte forsvareren: "Det er ikke udelukket, at brevet er fra en ven, der vil hjælpe Christensen, men der er lige så stor sandsynlighed for, at Christensen virkelig er uskyldig"
Derfor bad han nævningene om at tage brevet med i betragtning.
Om de gjorde det, er ikke til at sige, men efter dommerens retsbelæring trak de sig kl. 14.40 tilbage for at votere. De må have ment, at der var tilstrækkeligt med fældende beviser og troværdige vidneudsagn i sagen, for en time senere var de tilbage i retslokalet, hvor de kendte Niels Chr. Christensen skyldig i overlagt drab. Straffen blev derefter fastsat til tugthusarbejde på livstid, hvilket Christensen appellerede til Højesteret.
Her blev strafudmålingen efterfølgende stadfæstet.
Livstid blev for Niels Chr. Christensens vedkommende indtil 1938, hvor han afgik ved døden i straffeanstalten.
Men erindringen om ham og hans gerning levede videre i Jyderup. Da dommen faldt i 1933, var Lisa Wöldike syv år, men når hun og hendes kammerater i årene derefter legede eller gik tur i skoven, blev det en fast tradition at stoppe ud for det sted, hvor Asmus Thomsen blev fundet. Her stod de så et lille stykke tid i total tavshed og sugede stedets stemning til sig, og når uhyggen nåede sit højdepunkt, løb de skrigende i fuld fart væk fra stedet.
De fleste af dem, der var vidner til begivenhederne, er væk i dag, men dermed er Allerup drengen og hans gerninger ikke glemt.
De er givet videre til de næste generationer, som gerne genfortæller historien til børn og børnebørn, når der gås tur i den ellers hyggelige Sølystskov og langs Bredemose(1)
1952 26. april; Bogtrykker Ejnar Christensen og hustru, Tjørnevej har sølvbryllup den 8. maj 19529
1956 feb.; 60 år - Jyderups bogtrykker
Bogtrykker Ejner Christensen, Jyderup Bogtrykkeri og udgiver af "Jyderup Posten", fylder torsdag den 23. februar 1956, 60 år
Ejner Christensen lærte sit fag i Holbæk og supplerede uddannelsen i Nykøbing S. og Hillerød. I 1922 etablerede han sig som bogtrykker i Jyderup, og året efter påbegyndte han udgivelsen af "Jyderup Posten". Christensen har altid holdt på rene linjer og aldrig givet sig af med at sammenblande annoncer og nyheder.
Han blev en fin og dygtig bogtrykker og har udført mange smukke arbejder, bl.a. trykningen af "Bogen om Kattrup" med sine mange illustrationer, som var en bestilling fra Kattrups ejer, skibsreder A.P. Møller, og der er intet sparet i retningen af papirets kvalitet og udførelsen i øvrigt. Også med utallige andre forskelligartede arbejder har Ejner Christensen bevist sin faglige kunne, de senere år supplerede af sin søn, Ernst Christensen, der efter endt uddannelse som bogtrykker trådte ind i virksomheden og for ca. et år siden forpagtede Jyderup Bogtrykkeri og "Jyderup Posten"
Bogtrykker Ejner Christensen og hustru har siden boet i Rørvig, hvor de ejer en halv snes sommerhuse, men jævnligt kommer han til Jyderup for at bistå i bogtrykkeriet. Han er et stilfærdigt menneske, der aldrig har yndet særlig blæst om sin person, men de venskaber, han har vundet, er mange og trofaste, fordi man lærte om hans gode menneskelige egenskaber. Trods sin beskedenhed er det uomtvisteligt, at hans virksomhed har gavnet Jyderup i vid udstrækning, og 60 årsdagen kan medvirke til at give ham den hyldest, han fortjener10
Ejner Christensen ved sin trykkemaskine14
1958 jan.; Danse præmie
Elever fra frk. Inga Jensens danseskole i Jyderup deltog i lørdags i frk. Jensens danseopvisning på Knabstrup Kro. Der var udsat præmier til de dygtigste dansere i Engelsk Vals og Quickstep. Førstepræmien fik bager Leif Christensen, Teglværksvej og hans partnerske, frk. Kirsten Madsen. 2. præmien fik bogtrykker Ernst Christensen og frue, Jyderup11
1973 aug.; Ny formand for turistforening
Turistforeningen for Jyderup og Omegn har fået ny formand, efter at den mangeårige, nu 89 årige formand Holger Hooge, havde ønsket at fratræde. Bestyrelsen har konstitueret sig med boghandler Preben Søvndahl Petersen som formand, bankbestyrer Jørn Kattrup som sekretær og premierløjtnant Juul Andersen som kasserer. Den øvrige bestyrelse er Tove Brix, bankassistent Harry Gundersen, handelsgartner Gert Nielsen og bogtrykker Ernst Christensen.
Den nye formand har gennem næsten en menneskealder haft et forbilledligt samarbejde med Holger Hooge, idet Søvndahl Petersen beklædte posten som sekretær, samtidig med at forestå turistbureauet, i boghandelen. Dette sidstnævnte hverv kan naturligvis stadig forenes med Søvndahl Petersens øvrige funktioner15
1974 aug.; Ernst C, får til opgave at finde søde piger ved dyrskuet
Der var trængsel i aftes i festteltet på dyrskuepladsen i Jyderup. Tre af byens borgere, bogtrykker Ernst Christensen, handelsgartner Gert Nielsen og restauratør Hugo Bresnov, Bromølle Kro, fik til opgave at få trukket så mange søde piger frem som muligt, og så var det op til publikum at stemme om hvem de mente skulle være Miss Jyderup.
Resultatet blev Birgit Andersen, Emmabodavej 2112
1974, juli; Ernst Christensen, Bogtrykker - sølvbryllup
Bogtrykker Ernst Christensen og hustru, fru Lotte Christensen, Jyderup Bogtrykkeri, kan tirsdag den 9. juli 1974 fejre sølvbryllup13
1980 22. september;
En af Jyderups tidligere kendte og respekterede håndværksmestre, bogtrykker Ejnar Christensen, Plejehjemmet "Møllebakken" i Rørvig er død 84 år.
Ejnar Christensen udlærtes under 1. verdenskrig som sætter på Holbæk Amts Venstreblad i Holbæk. Efter at have arbejdet flere forskellige steder som svend også i Norge startede han den 15. november 1922 Jyderup Bogtrykkeri på Tjørnevej. Det var små og beskedne kår den dygtige bogtrykker startede på. Men med en utrættelig flid og godt bistået af sin hustru Ellen Johanne Christensen, oparbejdede de en blomstrende forretning og der måtte flere gange udvides. Den 3. august 1923 startede Ejnar Christensen "Jyderup Posten", og det blev et vendepunkt for Jyderup Bogtrykkeri. Der måtte flere gange udvides og bygges til.
Virksomheden voksede støt og opgaverne blev for meget for Ejnar Christensen. I 1952 fik han så sin søn, Ernst Christensen hjem i firmaet. Han var udlært trykker på Holbæk Eksprestrykkeri, og i 1956 solgte Ejnar Christensen hele firmaet til sønnen. Men allerede i 1955 var Ejnar Christensen og hustruen flyttet til en nyerhvervet villa på Møllebakken i Rørvig. Og her nød de et velfortjent otium, og gennemrejste det meste af Europa, ligesom Ejnar Christensen havde fuldt op at gøre med udlejning og pasning af sine ti sommerhuse i Rørvig.
For to år siden måtte Ellen Johanne Christensen tage ophold på Plejehjemmet "Møllebakken" og for et halvt år siden måtte Ejnar Christensen også flytte ind på plejehjemmet. - Ejnar Christensen efterlader foruden sin hustru fem børn, en søn og fire piger. Sønnen, Ernst Christensen, driver som nævnt firmaet i Jyderup videre, døtrene Agnethe er gift og bor i Kastrup, Else, der også er gift, bor i Sverige, Tove, der også er gift bor i Helsingør, og Birgit der er gift med boghandler John Hansen, Jyderup Boghandel16
1980 3. oktober KF
Kun ti dage efter sin mands, fhv. bogtrykker Ejnar Christensens død, er fru Ellen Johanne Christensen død på Rørvig Plejehjem.
Fru Christensen, der blev 81 år, var født i Ålborg. Længst boede hun og hendes mand i Jyderup, hvor de ved fælles flid og dygtighed oparbejdede Jyderup Bogtrykkeri til en anset og blomstrende virksomhed, kombineret med ugeavisen Jyderup Posten. Virksomheden havde dengang til huse på Tjørnevej og fru Christensen var dag medarbejder i bogtrykkeriet samt ved avisdistributionen. I hjemmet var hun en energisk og gæstfri husmor og var endvidere aktiv i husmorforeningen, i hvis bestyrelse hun var indvalgt gennem flere perioder. Først og sidst var hun en omsorgsfuld mor og hustru, altid parat til at gavne og hjælpe.
For ca. 25 år siden rejste ægteparret til "Møllebakken" i Rørvig og Jyderup Bogtrykkeri, indbefattet ugeavisen, blev videreført af sønnen Ernst Christensen, Lyngvej, der fortsat ejer Jyderup Bogtrykkeri.
Det blev også i Rørvig til travle år, hvor de ejede ti sommerhuse, der blev udlejet, og det var i mange sæsoner fru Christensens job at renholde husene, inden de blev udlejede til sommergæsterne. Der blev dog også nydt et otium, blandt andet med rejser i nord og syd, tiest til en datter, Else Meréen, som bor på Troldhätten i Sverige. De sidste par år har været svære for fru Christensen, og nu kom hun næsten til at følge sin mand i døden.
Foruden nævnte søn og datter, efterlader fru Christensen døtrene Tove Jørgensen, Helsingør, Agnete Aggerholm, Kastrup, og Birgit Hansen, gift med boghandler John Hansen, Jyderup Boghandel17
2013 - Forespurgt om vi må bruge billeder fra div. tryk fra bla. Frikvarter, billeder af fam. Christensen via Bjarne (nuværende ejer Jyderup Bogtrykkeri)- Vi har både Jyderup Bogtrykkeri og Ernst Christensens tilladelse til at bruge materiale vedr. Jyderup Realskole samt billeder af Ernst far Ejnar.
Vi har sendt Ernst invitationer til gensynsfesterne. Så vi ved at Ernst benytter email 201314
| |
